Finans- og forbrugersystemet rykker op i skyen

Vi forbedrer og fremtidssikrer vores finans- og forbrugersystem, Forsyning|FOF, med en omfattende opdatering, som skal bringe løsningen op i skyen og over på Microsofts Business Central-platform.

Vi kalder det Forsyning|FOF i skyen.

Opdateringen vil i løbet af de kommende år blive udrullet til alle brugere af det nuværende Forsyning|FOF. I løbet af udrulningen vil flere og flere funktioner overgå til skyen.

Og der er al mulig grund til, at du som bruger godt kan glæde dig til at komme over på Forsyning|FOF i skyen. Udover at du får en fremtidssikker løsning til administrationen af din forsyning, får du nemlig også en række nye funktioner, som er designet til at lette hverdagens administrative opgaver.

Det skyldes ikke mindst, at Forsyning|FOF i skyen er baseret på Microsofts anerkendte platform til økonomistyring: Microsoft Business Central. Det giver os en af verdens største IT-virksomheder i ryggen - og dermed får vi et langt bedre udgangspunkt for at understøtte forsyningsbranchens specifikke softwarebehov til finans- og forbrugersystemet.

Vi støtter dig i overgangen

Enhver forandring medfører gnidninger, udfordringer og usikkerheder. Og dem kan vi heller ikke undgå, når Forsyning|FOF rykker op i skyen. Arbejdsmetoder skal tilpasses, og processer skal omlægges.

Alt det er vi fuldt ud forberedt på - og vores dygtige supportere står klar til at understøtte dig i overgangen. Både med undervisning ved opstart og løbende vejledning. Vi vil have alle vores brugere godt i gang, så de er trygge i systemet og får den bedst mulige overgangsperiode. 

Vi glæder os til at byde dig velkommen til Forsyning|FOF i skyen.

Godkendt af Erhvervsstyrelsen

Forsyning|FOF i skyen er godkendt som digitalt standard bogføringssystem af Erhvervsstyrelsen.

For dig som bruger betyder det derfor, at du kan vide dig sikker på at overholde de nye krav til digitalisering i bogføringsloven. Du er med andre ord helt klar til at bogføre digitalt, når de nye regler træder i kraft den 1. juli 2024.

Forsyning|FOF i skyen er registreret under registreringsnummer fob166799

Hvilken licens skal jeg vælge?

Når du rykker op i skyen, skal du have en licens til hver af de medarbejdere, som skal have adgang til systemet. Hvilken du skal vælge afhænger af, hvad den enkelte medarbejder skal have adgang til.

Når du har valgt en af to licenstyper, kan du begrænse adgangen yderligere for den enkelte bruger – præcis ligesom du altid har kunnet i Forsyning|FOF.


Med en Essential-licens kan medarbejderen se, oprette og redigere alt i systemet. Essential-brugere vil ofte være forsyningens regnskabsmedarbejdere.


Et Team Member kan som udgangspunkt se alt i systemet, kan desuden godkende fakturaer og eventuelt vælge kontering.

 

Hvad er Microsoft Business Central?

Forsyning|FOF i skyen er baseret på Microsoft Business Central. Det lyder jo rigtig fint - men hvad betyder det egentlig?

Kort sagt er Business Central en enormt fleksibel platform til virksomhedsadministration, der kan skræddersyes til lige præcis de behov, den enkelte virksomhed har. Ved at bruge platformen som udgangspunkt for Forsyning|FOF i skyen, kan vi derfor udvikle alle de branchespecifikke funktioner, du har brug for, når du administrerer din forsynings forbrugere og økonomi.

Derudover får du også alle de funktioner, Microsoft selv udvikler til platformen. Det betyder, at du får en række nye funktioner til økonomistyring, når din forsyning er overgået helt til skyen.

Som browserbaseret cloud-platform kan Business Central - og dermed Forsyning|FOF i skyen - desuden tilgås fra både mobil, tablet og computer.

 

Det kan du forvente af udrulningen

Vi kommer løbende med opdateringer på, hvor langt vi er nået i udrulningen af Forsyning|FOF i skyen.

Når det er ved at være din forsynings tur til at komme op i skyen, vil I få besked fra jeres kontaktperson i god tid – hvorefter I sammen med kontaktpersonen aftaler et personligt møde om konverteringsprocessen. Mødet afholdes senest 3 måneder før jeres konverteringsdato.

For at vi kan rykke jer over i Forsyning|FOF i skyen hurtigst muligt, udarbejder vi sammen en tjekliste med opgaver, I skal have løst frem mod overgangen. Har I til den tid spørgsmål til nogle af opgaverne, står vores support selvfølgelig til rådighed.

Når dagen for konverteringen kommer, vil I gennemgå et intensivt undervisningsforløb på tre dage. På de to første dage får I mere generel, hands-on undervisning, mens I på den tredje dag vil arbejde med jeres egen data i et testmiljø.

I den følgende uge efter undervisningsforløbet vil Softværket stå klar til at hjælpe jeres forsyning med eventuelle udfordringer, I møder i forbindelse med implementeringen.

Udrulningen af de enkelte funktioner vil foregå løbende, og derfor vil der være en periode, hvor du vil arbejde i to systemer.

Ofte stillede spørgsmål

Spørgsmål til udrulning
Hvornår får jeg besked om min overflytningsdato?

Vi sørger for at informere dig senest 3 måneder før den dato, du overgår til Forsyning|FOF i skyen. I den forbindelse vil din personlige kontaktperson henvende sig med en oversigt over, hvad du selv skal sørge for at have klar.

Du kan desuden fremsøge din forsynings adresse her på siden og få et estimat for, hvornår det bliver din tur til at komme op i skyen.

Har du nogle spørgsmål til processen, vil du også kunne stille dem til din kontaktperson, når du får besked om, at du snart overgår til FOF i skyen.

Hvor meget skal jeg forberede inden skiftet til Forsyning|FOF i skyen?

Vi har lagt mange kræfter i at skabe et godt program til datakonvertering, og det betyder at din opgave med at forberede data til konvertering er minimal.

En typisk forsyning skal forvente maks. en halv dags forberedelse.

Du kan naturligvis vælge at bruge lejligheden til at ”rydde op” i systemet, men det er ikke en forudsætning for konverteringen.

Hvor meget tid skal jeg afsætte til at lære at arbejde i Forsyning|FOF i skyen?

Det er svært at sige noget endegyldigt om.

Du vil komme på et kursus hos Softværket, hvor du lærer at betjene den nye løsning, men vi ved også, at den egentlige læring først sker, når man arbejder med løsningen i praksis.

Det betyder, at du må forvente, at dine opgaver tager længere tid at løse i det nye system i en opstartsperiode.

Hvor lang tid denne periode løber, vil være meget individuelt, da nogle brugere er hurtigere til at tilegne sig nye systemer end andre.

Efterhånden som vi får erfaring fra brugere, der er skiftet over, vil vi forsøge at komme med et mere konkret svar.

Hvornår er FOF i skyen udrullet til alle?

Vi forventer, at alle brugere er kommet i gang med FOF i skyen senest i 2024. Det betyder dog ikke, at alle funktioner er tilgængelige i skyen til den tid.

Det er blandt andet Finans-modulet, som er tilgængeligt fra starten.

Er hosting af Forsyning|FOF hos Softværket en forudsætning for konvertering?

Ja – hosting er en betingelse for at kunne blive opgraderet til Forsyning|FOF i skyen.

Hvis du i dag ikke har Forsyning|FOF hosted hos Softværket, skal du derfor senest i forbindelse med skiftet til Forsyning|FOF i skyen overgå til vores hosting.

Vi anbefaler at det sker tidligere, så du er klar, når konverteringen skal foregå.

Hosting er nødvendigt for at integrationen mellem Forsyning|FOF i skyen og klassisk Forsyning|FOF fungerer.

Skal vi køre i to systemer?

Ja, vi har valgt at forny Forsyning|FOF i etaper, hvilket betyder, at du, indtil vi har fornyet hele Forsyning|FOF, både skal arbejde i Forsyning|FOF i skyen og Forsyning|FOF klassisk.

Vi har skabt integration mellem de to løsninger, og du vil gradvis komme til at arbejde mere og mere i skyen.

Vi forventer pt., at du skal køre i to systemer frem til 2027.

Kan vi stadig lave installationer og rettelser på kunder samt installationer i migreringsperioden?

Under migreringsugen vil du stadig kunne lave installationer og rettelser på både kunder og installationer.

Det er dog MEGET vigtigt, at der ikke bliver genereret finansposter, da det vil forårsage fejl i jeres data, og vi dermed vil være nødsaget til at bruge 1 ud af 3 kursusdage på oprydning i stedet for undervisning.

Vi anbefaler derfor, at I som udgangspunkt udelukkende bruger systemet til at kigge i og ikke arbejder med det for at sikre, at der ikke utilsigtet bliver oprettet nogen finansposter.

Skal jeg til Kolding for at blive konverteret til FOF i skyen?

Undervisningen i Forsyning|FOF i skyen foregår i Kolding - og mens du får undervisning, konverterer vi din forsynings data til skyen.

Du vil derfor skulle en tur til Kolding, før du er klar til at bruge Forsyning|FOF i skyen.

Vi sørger for at informere dig om alle detaljerne for undervisningsdagene i god tid.

Hvor mange dage skal jeg sætte af til undervisning og konvertering i Kolding?

Du vil skulle bruge tre dage i Kolding til undervisningen. Konverteringen til skyen klarer vi, mens du bliver undervist.

De første to undervisningsdage foregår med generel undervisning i Forsyning|FOF i skyen

På den sidste dag vil du arbejde med forsyningens egne data, og derfor anbefaler vi, at du medbringer ting som skal bogføres - såsom kreditorfakturaer i PDF-format og lignende, så du har noget konkret at arbejde med.

    

Spørgsmål til udvikling
Hvordan ved jeg, hvor langt I er nået med udviklingen?

Vi giver altid en opdatering på udviklingen af FOF i skyen, når vi sender et nyhedsbrev ud hver anden måned.

Du finder det senest udsendte nyhedsbrev her på siden.

Hvad får jeg i fase 1?
  • Microsoft Dynamics 365 Business Central – standard finanssystem
  • Standard finansopsætninger
  • Finans – kontoplan
  • Finanskladder
  • Gentagelseskladder
  • Periodisering
  • Dimensionsregnskab
  • Anlæg og anlægskartotek – mulighed for flere afskrivningsprofiler
  • Leverandører (kreditorer)
  • Nemhandel integration
  • Fakturagodkendelse
  • Payment Management med sikker forbindelse til banksystem
  • Bankkontoafstemning
  • Finansiel rapportering
  • Finansbudget
  • Filtreringsmuligheder
  • Finansrapporter
  • Vedligeholdelse af kreditorer og kreditorbilag

     

Spørgsmål til funktioner
Hvornår implementeres aconto-funktionen i Forsyning|FOF i skyen?

Vi arbejder lige nu netop på at få implementeret aconto-funktionen i skyen, men kan desværre ikke sige helt præcist, hvornår den er klar.

Vi sørger for at informere dig løbende i vores nyhedsbreve og på vores hjemmeside.

Hvor mange regnskabsår får jeg med over i FOF i skyen?

Vi regner fra startdatoen for det årsmærke, hvor datoen 01/01/2019 indgår.

Antallet af regnskabsår, du får med, kan derfor variere - men tommerfingerreglen er fra 2019 og frem. Har du behov for ældre data, vil disse fortsat være tilgængelig i Forsyning|FOF klassisk.

Får jeg alle kreditorbilag med over i FOF i skyen?

Vi overfører bilag fra alle de regnskabsår, der kommer med over i FOF i skyen. De vil blive ”hæftet” på finansposteringerne.

Vi regner fra startdatoen for det årsmærke, hvor datoen 01/01/2019 indgår.

Kommer Continia Document Capture med i løsningen?

Vi har udviklet et fakturaflow-system baseret på Business Central standard. Hovedparten af vores brugere vil kunne benytte denne standard. Har man mere avancerede behov, vil det være muligt at tilkøbe Document Capture

Skal der oprettes nye finansperioder i Forsyning|FOF ved årskørsel?

Når der oprettes nyt årsmærke vil finansperioder automatisk blive oprettet med status åben i Forsyning|FOF. Der skal oprettes nyt regnskabsår i FOF i skyen.

Er EDH (elektronisk dokumenthåndtering) inkluderet i den første fase af Forsyning|FOF i skyen?

Nej, vi har endnu ikke implementeret EDH - og derfor vil du skulle tilgå det fra den klassiske version af Forsyning|FOF.

EDH vil selvfølgelig blive en del af Forsyning|FOF i skyen på et senere tidspunkt.

    

Andre spørgsmål
Jeg har et spørgsmål, som jeg ikke kan finde svar på her. Hvad gør jeg?

Vi opdaterer løbende vores Ofte stillede spørgsmål om FOF i skyen. Derfor kan du muligvis ikke finde svar på lige netop dit spørgsmål her.

Hvis dit spørgsmål er af en generel karakter, kan du også indsende det her på siden - så finder vi svaret og tilføjer det. Og vi giver dig selvfølgelig besked, hvis dit spørgsmål er blevet besvaret.

Du kan selvfølgelig også altid kontakte vores support-afdeling, som sidder klar til at hjælpe dig.

Og kan svaret på dit spørgsmål være brugbart for andre, tilføjer vi det med al sandsynlighed, når du har talt med os.

    

Kan du ikke finde svaret på dit spørgsmål?

Indsend det til os her.

Seneste nyt om Forsyning|FOF i skyen

Få de seneste nyheder om Forsyning|FOF i skyen tilsendte direkte på mail, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Slutspurten i fase 1 er sat ind

Vi er gået i gang med at udrulle første fase af Forsyning|FOF i skyen til de sidste kunder, alt imens udviklingen af fase 2 skrider frem.

Den gode service har stadig topprioritet

Vi følger planen for udrulningen af Forsyning|FOF i skyen og har i dette nyhedsbrev fokus på, hvordan vi fastholder det høje serviceniveau, du er v...

Efter et år med FOF i Skyen, fortsætter vi udrulningen

Efter et år med Forsyning|FOF i Skyen, giver vi her en status på projektet.
//